Joachim Rubow, Koncernmarketingdirektør, Danske Bank Group:
Man kan som læser både blive inspireret, bekræftet og provokeret af Peters social media bibel. Jeg blev alle tre ting. Bogen er nødvendig læsning for dansk erhvervsliv. Perspektiveringerne fra en trænet web 2.0 discipel som Peter er skarpe og både intellektuelt og operationelt stimulerende.
Lars Seier Christensen, stifter og administrerende direktør, Saxo Bank A/S:
Mange virksomheder opfatter udfordringen fra de nye distributions- og kommunikationskanaler som en trussel. Men det er vigtigt at huske, at der også er masser af muligheder for indtjening og vækst. For ledere, der har erkendt, at internettet har potentialet til at revolutionere deres virksomhed, men mangler praktisk erfaring i selv at udnytte dette, er denne bog et godt sted at begynde. Peter Svarre har stor strategisk forståelse for de udfordringer, virksomheder står overfor i den digitale tidsalder og beskriver dem glimrende. Men endnu vigtigere så anviser forfatteren konkrete redskaber og metoder i arbejdet med de nye sociale medier krydret med en lang række interessante eksempler. Derfor bør enhver fremsynet erhvervsleder have denne bog på sin læseliste.
Per Mikael Jensen, President and CEO, Metro International:
'What are you prepared to do?' Sådan spurgte den irske gadebetjent (Sean Connery) den frustrerede udsendte fra det amerikanske finansministerium (Kevin Costner), der forsøgte at bekæmpe Al Capone med bogholderens våben i filmen 'The Untouchables'. Jeg blev mindet om denne klassiske sætning, også i ledelsessammenhæng, under læsning af Peter Svarres fremragende og direkte bog. Med enkle, men begavede eksempler viser han, at et klassisk strategisk udgangspunkt i forhold til sociale medier for mange virksomheder er mindst lige så vigtigt som evnerne i salgsafdelingen, og at chefen selv må investere energi og fokus, hvis virksomheden, med Peter Svarres ord, 'skal gøre sig fortjent til at blive genstand for samtale på de sociale medier'. Den samtale kommer nemlig ikke, hvis du blot hyrer en social nørd eller to. Det involverer hele virksomheden, og især ledelsen, hvis man, med en anden sætning fra bogen, vil kommunikere med 'de individer, der er under et konstant pres for at genfortælle den nye histori om deres egen konstant flydende identitet.' En uomgængelig bog for enhver chef (næsten) uanset virksomhedens natur.